Klimaforandringer er en brændende – og i DK meget våd – platform, som påvirker os dybt – især Hamdi Ashur og Rikke Gram-Hansen som sammen med en række andre yngre rådgivere har skrevet et debatindlæg i Politiken Byrum om det Verdensløfte de har lavet.
Rådgiverbranchen har en tendens til at ville agere neutralt, men det kan vi ikke hvis vi skal skabe en bæredygtig forandring af vores samfund. Vi skal tage et bredere ansvar for den bæredygtige udvikling, for vi har muligheden, den nødvendige viden og kompetence, og det synes vi forpligter. Vi vil være ambitiøse på vores kunders vegne og turde udfordre dem i konsekvenserne af deres valg i forhold til både den økonomiske, miljømæssige og sociale bæredygtighed.
I forbindelse med C40 borgmester topmødet i København i Oktober 2019 faciliterede vi en Verdensløfte workshop for rådgiverbranchens unge talenter. Hamdi havde taget initiativ til workshoppen i FRI Young Professionals da vi som rådgivere har både muligheden og forpligtelsen til at bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling – og workshoppen viste at det vil unge rådgivere! Vi har sammen lavet et Verdensløfte, der viser hvordan vi som rådgivere konkret kan arbejde for FNs verdensmål. Det bæres nu videre i FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører – Association of Consulting Engineers, så det kan styrke hele branchens arbejde med bæredygtig rådgivning.
