NORDIQ åbner kontor i Jylland og etablerer et stærkt brohoved for miljørådgivning

Nordiq Group åbner kontor på gågaden i Holstebro og udpeger Jacob Steffensen som direktør for det nye datterselskab Nordiq Miljø Vest.

Jacob er en kendt profil indenfor miljørådgivning med erfaring fra blandt andet Sweco og senest Klar Miljø, som Jacob stiftede i 2016. Klar Miljø og Nordiq Group har arbejdet intenst sammen de sidste 3 år og har blandt andet vundet store rammeaftaler om miljørådgivning for Region Midtjylland og Region Nordjylland. I Sweco var Jacob gruppeleder for virksomhedens miljøafdelinger i Aalborg og Holstebro og før det arbejdede Jacob med miljøopgaver for Falkenberg.

”Vi er kommet flyvende i gang, og vi er allerede dybt engageret i projekter for vores kunder. Vi regner med at skulle ansætte yderligere et par dygtige medarbejdere i den kommende tid”

Jacob Steffensen, direktør Nordiq Miljø Vest

Nordiq Miljø Vest kommer til at assistere regioner, kommuner og andre både private og offentlige kunder med at løse problemer bredt indenfor miljøområdet. Specialerne er forurenet jord & grundvand, forurenede byggematerialer og miljøgodkendelser ifm. spildevand og landbrug.

”Vi er meget glade for nu at have åbnet et kontor i Jylland. Det har været vores ambition siden vi startede forretningen i 2016. Dels for at komme tæt på vores jyske kunder og dels for at kunne tilbyde en attraktiv arbejdsplads for branchens dygtigste profiler. Det er derfor en dobbelt fornøjelse at byde Jacob velkommen som kollega, medejer og partner i vores virksomhed. Samarbejdet mellem Jacob og Morten Hjorth, der bliver bestyrelsesformand i Nordiq Miljø Vest, er velafprøvet og vil danne et solidt fundament for udviklingen af firmaet på Jysk grund”

Mads Møller, CEO Nordiq Group A/S

Nordiq Group A/S er en rådgivende ingeniørforretning, der arbejder med miljø, vand, strategi og byudvikling. Virksomheden har kontorer i København, Holstebro og i Beijing. Blandt de mest profilerede af Nordiq Groups projekter er byfornyelsen af Qinglong Hutong i Beijing, hvor virksomheden udviklede den politiske vision og den efterfølgende udviklingsplan for en af de mest ikoniske dele af den gamle by. Derudover er Nordiq Group dybt involveret i udviklingen af Flyvestation Værløse, hvor virksomheden dels har leveret strategisk rådgivning til kommunen i forbindelse med at gøre flyvestationen til en destination for rullesport, dels har været rådgiver på en række af områdets bofællesskaber. Sidst men ikke mindst har Nordiq Group etableret sig som en stærk rådgiver til forsyningssektoren med rammeaftaler for HOFOR, hovedstadens forsyning og Frederiksberg Forsyning.

Nordiq Miljø Vest har kontor på Nørregade 49 i Holstebro.

Nordiq Group på den jyske vestkyst med alle medarbejdere fra København, Beijing og Holstebro